Iværksætter råd – mine egne erfaringer

I anledning af Iværksætter ugen i uge 46 vil jeg gerne dele mine erfaringer, oplevelser og gode råd til alle, der overvejer at starte selv.

Nu er jeg for alvor fuldblods iværksætter. Jeg har leget semi-iværksætter i 2 år med virksomheden Kipimo, men gik all in for nogle måneder siden med virksomheden Webjuice.dk.

Skal jeg starte firma selv eller sammen med andre?

Inden Søren og jeg startede Webjuice.dk overvejede vi meget om hvad der var bedst. Vi kunne starte hver for sig og stadig arbejde sammen, men vi kunne også starte sammen og dele alt på godt og ondt. Vi valgte det sidste og jeg er utrolig tilfreds med beslutningen.

Ved at være to (eller flere) giver det mulighed for at sparre om beslutningerne, føle der løftes i flok, man er flere til at fejre succes, og ikke mindst flere til at løfte det hele når det går mindre godt.

Jeg vil derfor klart anbefale at starte op sammen med andre, men med følgende i baghovedet:

  • I skal kunne supplere hinanden fagligt – ikke være to ens profiler
  • Jeg tror klart det er en fordel at i kender hinanden på forhånd, så i ved hvad i kan forvente
  • Økonomisk set skal i tjene det dobbelte hvis i er to, tre gange så meget hvis i er tre osv. Så overvej om det er realistisk at i ved at være to kan tjene det dobbelte
  • Hav ens forventninger om både produktet/servicen og om hvordan firmaet skal køres. Snak det godt igennem inden i beslutter jer for at starte op

Hav en god økonomisk buffer

Uanset hvad du tror og har af tanker, så kommer der flere udgifter end du regner med. Nye virksomheder er underlagt kvartalsmoms (efter næsten 2 år med Kipimo har jeg først endelig fået halvårs moms), hvilket koster tid og penge til regnskab – enten system eller bogfører.

Som iværksætter skal du ikke forvente støtte og hjælp fra det offentlige. Så oveni bøvlet med momsafregning hver 3 måned, så kan du forvente en dumme-bøde i form af affaldsgebyr. Trods indsigelser mv måtte jeg slippe 1800 kr første år. I år har jeg fået en regning på 2500 kr. Det kan undgås med den rette branchekode, og det ændres formentlig fra 2012. Meeen, undgår du affaldsgebyr, så får du nok et administrationsgebyr i nakken i stedet.

Der er mange flere udgifter fra start (it udstyr, lokaler, transport udgifter, indretning til nyt kontor, programmer, depositum til kontorlokale og meget mere), så vær sikker på at have en god buffer til dette.

Forvent ikke løn fra start

Det lyder måske helt oplagt, men man kan godt tænke at man hurtigt får opgaver ind, og så er der løn til måned 1. Meeen, først skal virksomhederne lige faktureres. Dernæst skal de betale, og det sker ikke nødvendigvis til tiden. Og først derefter kan du overveje at hive lidt ud. Så hav økonomi på plads til 1-3 måneder helt uden løn. Så er der også langt mere ro i maven og mulighed for fokus på forretningen.

Hav dit netværk i ryggen

Uanset om du vil starte noget online, sælge varer, services, konsulenttimer eller noget helt andet, så vil du nu mere end nogensinde før have brug for dit netværk. Det gælder både business netværk, men også familie og venner. Skal du i gang, så koster det hårde dage, op og nedture, og brug for råd og hjælp. Så inden du kaster dig ud i det, så sørg for at have opbakning fra familien, nogle der vil høre på dig når det går godt, nogle der vil støtte dig og sparke dig videre når det går mindre godt, og forhør dig evt. hos dem i dit business netværk du har størst forventning til opbakning fra.

Personligt ville jeg aldrig starte op hvis jeg ikke havde mit netværk på plads.

Kend din risiko villighed

Jeg er fedtspiller. Jeg springer ikke bare ud i det, og selv da jeg gjorde var jeg noget nervøs for hvordan det skulle gå. Det var på trods af at jeg har mere end 500 forbindelser på linkedin, som jeg kender fra tidligere samarbejde, jeg får forespørgsler ugentligt, jeg har flere projekter jeg ville kunne bruge mere tid på så de gav endnu mere, jeg har gode relationer til folk som Martin Thorborg, og vi derfor fik en flyvende start med kontor hos Amino. Det viste sig også hurtigt at Webjuice.dk fik en flyvende start, vi har masser af spændende kunder, får løn allerede, og har fantastiske muligheder fremadrettet. Men trods alt dette var jeg i tvivl om det kunne gå.

Hvis du heller ikke er så risikovillig, så start først når du føler det er det rigtige tidspunkt.

Omvendt… Så skal du heller ikke være så nervøs, for så bliver man aldrig iværksætter. Der ER en stor risiko forbundet med det. Hvis du har en fall back strategi, så kan du maksimalt miste et par månedslønninger så få fingeren ud og kom igang inden det er alt for sent.

Sig fra

Når det går løs, så skal du have armene åbne for muligheder, for det er nu der skal smedes. Men en vigtig pointe er også at kunne sige fra. Siden vi annoncerede vores opstart har vi fået utrolig mange tilbud og forslag om alt fra underleverandørroller, kontorpladser, investorer på projekter, merging af selskaber og meget mere. Det lyder alt sammen spændende, men havde vi sagt ja til det meste, så havde vi ikke haft så god en start som vi har. Så vær ikke bange for at sige nej, selv om det lyder interessant. Hvis du har behov for løn hurtigt, så hjælper det ikke at bruge al din tid i starten på et projekt der først giver afkast om 12 måneder, uanset potentialet.

Det bliver hårdt arbejde

Tro ikke på andet. Ligegyldigt hvor stort potentialet er og hvor godt det ser ud på forhånd. Du skal knokle, du får 14 timers dage og du får sved på panden. Så tror du andet, så tro om igen (med mindre du er ligeglad med økonomien selvfølgelig).

Hav en exit plan

Nogle vil formentlig ikke være enig med mig i denne. Men jeg vil anbefale at have en exit plan. Hvis det ikke lykkedes, så vær klar med en plan til at komme retur på andre projekter/arbejde, hvor du får løn  til huslejen fra. Argumentet for dette er at det giver ro til at fokusere på det du laver, frem for at frygte at det ikke går, og hvad man mon så skal finde på. Det er allerede på plads, så drop de tanker – fokuser i stedet på din forretning. Og sørg så for at du aldrig skal bruge din exit-plan.

Husk at nyde det

Du risikerer ikke at få løn, du får offentlige gebyrer i nakken, du får stress over at mangle kunder/sælge varer, du skal knokle osv osv. Men det er jo mega fedt at være selvstændig, så det sidste råd herfra er at huske at nyde det. Husk hvorfor du gjorde det. Husk hvilke fantastiske muligheder du har som selvstændig. Husk at du kan planlægge din arbejdstid som du har lyst. Husk du ikke har nogen chef at stå til ansvar overfor. Husk det er din unikke mulighed for at skabe noget, du kan være stolt over. Så husk at nyde det – for det er en fornøjelse at være selvstændig :-)

Posted in Online Marketing | 4 Comments

Køb unikt kunstværk og støt Ugandisk Projekt

Jeg brugte min sommerferie i Uganda, hvor min kone og jeg var nede og se en række projekter. Mere om det i næste blogindlæg. Emnet i dag er dette fantastiske kunstværk lavet af Bark. Det er lige til at hænge op på væggen og er virkelig flot – live er der endnu mere struktur og liv i billedet.

Billedet af som sagt lavet af bark af en lokal kunstner. Vi opsøgte ham da vi synes de var super flotte, og kan derfor også tage mod bestillinger fremadrettet, hvis du har et billede du ønsker gengivet i bark.

Har du lyst til at købe dette kunstværk og støtte et projekt i Uganda? Alle indtægter fra salget går ubeskåret til et projekt for 80 tidligere gadebørn. De har alle hver deres hårde historie med mishandling, svigt, blevet forældreløse som helt små og det der er værre. De har lavet et band og har en akrobat trup, så de får mad når de får jobs. Vi hjalp dem på forskellig vis da vi var dernede, og de er fantastiske mennesker, der fortjener endnu bedre.

Jeg garanterer at ALLE penge kommer frem. Hvis jeg ikke selv kommer derned i nær fremtid, så er min mor i Uganda ca 6 gange årligt for at betale skolepenge til en masse børn, og hun vil personligt overdrage pengene (samt i fællesskab med Bosco (lederen) beslutte hvordan pengene kan hjælpe dem mest muligt).

Så har du lyst til at købe dette – og hvad vil du give? Byd løs i kommentarerne. Hvis vi ikke mener buddet er højt nok tager vi os retten til at vente med at sælge.

Posted in Diverse | Tagged | 5 Comments

Mangler du en merchandiser?

Dette indlæg handler hverken om Analytics, AdWords, SEO eller andre online marketing discipliner. Derimod vil jeg se om mit netværk og online mediet kan hjælpe min kone.

Sagen er at hun er blevet sagt op fra hendes job, da de spanske ejere har valgt at lukke hendes butik helt ned (strategiske årsager). Hun står derfor uden job fra 1. november, og her er din mulighed for at byde ind på en dygtig og pligtopfyldende medarbejder.

Kort overblik:

  • Navnet er Lill Lie-Olsen Kildebogaard
  • Pt. stadig butikschef i tøjbutikken Mango.
  • Hun har været chef for dekorationen i Magasin ved Kongens Nytorv
  • Oprindeligt uddannet Dekoratør/Merchandiser

Se flere detaljer på hendes linkedin Profil.

Det fede job vil være noget der indeholder…:

  • Gerne merchandising af butikker (IRL space management… ;-) )
  • Gerne med merchandising/dekorations ansvar for flere butikker – Areamanager
  • Gerne med ansvar for en dekorationsafdeling eller coaching af personale

Som nævnt er hun butikschef i dag, og vil gerne i højere grad tilbage til merchandising-delen.

Har du behov for en medarbejder med hendes kompetencer, eller vil du have flere detaljer? Så smid straks en mail til lieolsen AAA gmail.com

Ps: Tænker du at begreberne ikke er så skarpe, så er det fordi det er en online nørd der har skrevet indlægget :-)

Posted in Diverse | 1 Comment

Lav søgeords ressearch med AdWords

Når du skal have trafik ind på et nyt site er der mange måder at analysere og ressearche søgeord. Sitets kommende succes afhænger i høj grad om du har ramt nogle søgefraser med volumen, så derfor er det utrolig vigtigt at bruge energi på denne del så din søgemaskineoptimering ikke rammer helt ved siden af.

Lad dagens case være følgende: Du skal starte et site op, hvor du vil formidle salg af hunde. Du skal skaffe al trafik når det gælder hunde, så dit besøgstal og brugen af sitet booster helt fra start. Men der er mega mange hunderacer og typer, i al fald 150. Og hvilke er så de mest populære på Google?

Søgeords ressearch med keyword tool

Googles Keyword tool er det oplagte valg når du skal finde søgeord, inspiration og volumen. Desværre er det ikke så præcist som man kan håbe på. Der er udført mange test der viser at volumen ikke passer, og et indlæg (sorry, kan ikke huske kilden) viser at det skyldes at keyword toolet ikke viser søgevolumen på Google Søgninger, men både søgninger samt eksponeringer af annoncer i emnet på Display netværket.

Så i mine øjne er keyword toolet ikke voldsomt godt. Hvad gør man så?

AdWords som inspiration

Jeg bruger selv en helt anden metode. Jeg opretter en ny AdWords kampagne med et eller få brede søgeord til at starte med. I dette tilfælde ville jeg oprette kampagnen med søgeordene

  • Hund
  • hund salg
  • hund køb

Lav en halvringe annonce så der ikke er for mange der klikker – så koster din ressearch mindre ;-)

Når du kigger på “See search terms” for det brede søgeord i AdWords får du en guldliste: En fuld oversigt over hvilke søgeordskombinationer der benyttes og hvor meget. Du ved nu

  • Hvilke racer er der størst efterspørgsel på
  • Hvordan formulerer brugerne sig
  • Søger de også geografisk (“hunde til salg på sjælland”)

Når du kører brede søgeord kan det være at konkurrencen er hård på nogle fraser, og du derfor ikke får dette input med. Det skal du naturligvis være opmærksom på.

Så få flere detaljer ved at præcisere din brede kampagne, fx i racer. Så lav et bredt søgeord “hund salg Fox terrier”. Nu får du mere præcis viden om præcis dette område.

Med denne viden kan du nu lave præcis den struktur og de sider, der vil sikre dig størst mulig trafik fra søgemaskinerne. Hvis alle søger geografisk er det pænt surt ikke at have nævnt en eneste by, og omvendt, så er det skidt at spilde tid på at lave en masse geografiske opdelinger, hvis køberne er fuldstændig ligeglade fordi de gladeligt kører landet rundt for at finde deres lille vuffer. Du kan derfor søgemaskineoptimere meget skarpere til siderne med størst trafikpotentiale.

Analyse før site

Alt for mange kaster sig hovedkulds ud i at lave et site og får det struktureret helt forkert. Så smid de par hundrede eller tusinde i AdWords allerede inden du er færdig med strukturen. De penge tjener sig meget hurtigt hjem når dit spark buldrer derudaf fra dag 1. Og er du nærig/økonomisk bevidst, og vil have mest muligt ud af pengene, så lav et minisite med annoncer, affiliate eller adsense og håb på lidt indtjening den vej fra samtidig.

Posted in Søgemaskineoptimering | Tagged , , , | 7 Comments

Sådan skifter du branchekode

Efter gårsdagens blogindlæg om hvordan jeg uretmæssigt er tvunget til at betale erhvervsaffaldsgebyr har der været en god debat i kommentarerne, både her på sitet og på Amino.

Jeg fandt ud af at jeg er placeret i den forkerte branchekode, og det kommer til at redde mig i 2011 håber jeg.

Skulle det samme være tilfældet for dig, så er her en hurtig guide til hvordan du ændrer din branchekode.

Det skal understreges at du selvfølgelig kun skal ændre branchekode hvis du er havnet forkert, og jeg opfordrer ikke til at ændre blot for at undgå erhvervsaffaldsgebyret.

Sådan skifter du erhvervs branchekode

Det er faktisk super let og hurtigt at ændre branchekode. Det kan gøres online via “Nem”-id (endnu et fantastisk påfund fra det offentlige).

Gå ind denne side.

Klik på knappen “Start indberetning”.

Og vælg så den korrekte branchekode. I mit tilfælde er “620200 Konsulentbistand vedrørende informationsteknologi” den korrekte, og heldigvis fritaget fra gebyret. Find den der passer helt korrekt til din virksomhed.

Så let er det, og denne manøvre har nu placeret mig korrekt i branche oversigterne, samt sparet mig for 1700 kr. i 2011.

Posted in Diverse | Tagged , , | 1 Comment

Er Erhvervsaffaldsgebyr rimeligt for iværksættere?

Jeg har min egen virksomhed kaldet Kipimo. Jeg har også et “normalt” fuldtidsjob ved siden af hos Just-Search.

Jeg startede min virksomhed fordi jeg sammen med Morten Vadskær har skrevet Analyticsbogen, som vi udgav i februar 2011. Siden da har jeg startet et par sideprojekter af forskellig størrelse.

Alt der foregår i mit firma er centreret om online. Bogen er en e-bog og resten er sites og online services.

Affaldsgebyr jagten

Så stor var min overraskelse da jeg i august 2010 fik en faktura for et såkaldt affaldsgebyr for min virksomhed. Jeg undrede mig da jeg sidder bag en skærm aften og weekend, og ikke ligefrem pumper affald ud af huset. Så jeg gav dem et kald og blev anbefalet at søge om fritagelse.

9 måneder efter fik jeg så i går afslag på min ansøgning om fritagelse!!  (imponerende offentlig procestid på en ansøgning). Argumentationen var:

I har oplyst, at virksomhedens aktiviteter udelukkende foregår online. Idet computere, printere, fax mv. er elektronisk affald, vurderes det, at der i forhold til det ansøgte ikke er grundlag for fritagelse efter denne bestemmelse.

Jeg blev noget overrasket, dels fordi jeg lykkelig havde glemt alt om denne tåbelighed, og dels fordi jeg fik afslag.

Min virksomhed er af en størrelse, hvor jeg ikke kan trække en kaffemaskine fra, langt størstedelen af alt udstyr er købt fra private penge, og jeg har ikke engang printet min pdf-bog. Jeg kan ikke trække lokale/husleje fra i skat, så alt i alt foregår alt i privat regi når det gælder hvad jeg har af udbytte. Men kommunen kan åbenbart godt komme og forlange at jeg betaler fordi jeg drikker kaffe, og øhm, ja, meget mere affald når jeg ikke at generere når jeg arbejder (og kaffegrumset hælder jeg ud i vasken så afløbet renses).

Jeg ringede derind for at forklare dem misforståelsen – men det var noget op ad bakke. Jeg kunne blive fritaget hvis min omsætning var under 50.000 kr årligt, hvortil jeg lærte den tålmodige dame, at jeg så ikke havde oprettet virksomhed, da det jo netop er grænsen for indtjening uden virksomhed.

Og så var jeg blevet fritaget i 2010 hvis jeg bare havde oprettet 2. januar i stedet for 1. januar. Tak for den info her 10. maj 2011.

Ingen vej udenom

Så jeg har i dag måtte betale 1700 kr, fordi jeg sviner noget så frygteligt når jeg sidder og tamper i tasterne på mit private udstyr.

Jeg fik tilsendt fakturaen pr. pdf, for jeg gider ikke alle de papirer. I mailen stod: “Tænk på miljøet og print ikke denne e-mail medmindre det er nødvendigt”…

Hvor går det galt for iværksætter Danmark? Skal små online virksomheder virkelig bruge 1700 kr på en latterlig kommunal afgift, så de kan spise sig fede i pandekager på rådhuset? Eller burde kommunerne og staten støtte op om nye virksomheder, folk der producerer og giver noget til samfundet? Hvorfor ikke give et par års råderum til at vækste for uden gebyret, hvorfor ikke kigge på affaldsmængden og hvorfor ikke overveje størrelsen af virksomheden?

Og køb så lige en masse Analyticsbøger her- jeg har 1700 bobs der skal dækkes… ;-)

Update: Der er også interessante kommentarer og debat på baggrund af dette indlæg på Amino

Posted in Diverse | Tagged , , , | 15 Comments

Just-Search opruster igen

Endnu engang opruster vi hos Just-Search, hvor jeg arbejder som ansvarlig for AdWords og Analytics.

I april havde vi fornøjelsen af at få både Søren Riisager og Ruth Marbæk med i folden. Søren er kendt for sin Semoblog hvor han skriver om søgemaskineoptimering. Ruth kender rollen som konsulent inden for AdWords (og SEO) rigtig godt da hun kommer fra et lignende job i et andet bureau.

Begge utrolig kvalificerede folk, der sætter en stolthed i arbejdet, og er fagligt nysgerrige.

1. maj går det endnu engang løs – Jens Dalsgaard starter i vores Københavns afdeling. Jens har spændende bagage med, og har blandt andet været med til at stifte SmartGuy og derefter fået boghandlerkæden Arnold Busck på nettet. Sådan! Han kan meget mere og det vil vores kunder fremover kunne nyde godt af.

Velkommen til Jens!

Ps: Ønsker du også at blive en del af vores energiske virksomhed, så send gerne en uopfordret ansøgning til Henrik (SEO) eller jeg. Vi hjælper kunder som Ase Akasse, Bonnier, Shampoo-pusher.dk, Realdania, Peter Justesen, Matas, QXL og en lang række andre.

Posted in Just-Search | Tagged | Leave a comment

Skal jeg bruge affiliate til min webshop?

Kan det betale sig for mig at bruge affiliate netværk til min webshop, eller koster det mig penge?

Selv om min kernekompetence er Analyse og optimering, så sparrer jeg ofte med mine kunder i forhold til mange emner indenfor online marketing. Et af emnerne jeg får spørgsmål til nu og da er omkring brugen af affiliate marketing. Kan det betale sig? Mister jeg penge? Tager de mine pladser? Det er rigtig gode spørgsmål, så jeg vil gerne fortælle mine overvejelser med brugen af affiliate markedsføring.

Affiliate markedsføring – hvad er det?

Inden vi går til svarene vil jeg kort fortælle om affiliate netværk og -markedsføring. Affiliate markedsføring betyder at du tilmelder din webshop til et affiliate netværk. Her kan hjemmesideejere tilmelde sig dit program, og vil så hjælpe dig med at skaffe kunder. Hver gang en anden hjemmeside skaffer dig et salg betaler du et fast beløb eller en procentsats af omsætningen for det konkrete salg. Affiliate netværket får også en andel, og det du samlet set betaler skulle selvfølgelig gerne være mindre end det du tjener.

Hvorfor er affiliate marketing godt?

Jeg synes affiliate markedsføring er super smart i rigtig mange tilfælde. Som webshopejer får du foræret salg fra andre, og du betaler kun en andel af dit overskud. Du tjener altså stadig penge på salget, og kan på den måde vækste forretningen.

Vigtige overvejelser inden brug af affiliate

1. Må der bruges AdWords?

Du kan tillade affiliate netværket at de må lave AdWords direkte til dit site. Husk her at Google kun viser én annonce for hvert domæne. Så i værste tilfælde kan det betyde at dine egne annoncer ikke bliver vist, hvis annoncørerne bruger de samme søgeord. Hvis du slet ikke benytter AdWords annoncering kan det bedre betale sig at bruge et AdWords bureau til at varetage denne annoncering for dig.

2. Udkonkurrerer de mig på Google?

En fornuftig tanke er om du vil blive udkonkurreret på søgemaskinerne, fordi affiliates nu jagter de samme søgeord som dig. Og ja, det kan godt ske. Et godt eksempel er teleselskaberne der ikke har mange placeringer i forhold til affiliate-sites. Flere af Googles oprydninger arbejder virksomhedens sag (og det vil Panda opdateringen helt sikkert også), men derfor kan der godt stadig blive konkurrence.

Mit råd er umiddelbart at hvis du har få produkter, så sørg for at sætte dig godt på alle oplagte placeringer før du går i gang med affiliate. Hvis du har mange produkter, så har du formentlig ikke fokus på dem alle, og her kan affiliates hjælpe dig med at sikre at salget havner hos dig, dog mod et mindre fee.

3. Hvad skal jeg give i affiliate fee?

Vær ikke nærrig. Kort og godt. Hvis du vil have salg fra denne kilde, så skal du også give noget for det. Hvis du kun giver 40 kr. for et salg, så er det begrænset hvor mange der vil hjælpe dig og arbejde for din sag. Men giver du derimod 20% af omsætningen og gennemsnitsomsætningen er over 1000 kr., så kan du forvente mere loyale og arbejdssomme affiliates. Alt for mange begår den fejl at være nærrige, for derefter at brokke sig over at det ikke giver nogle salg.

Sæt dig i modpartens sted – hvis man kan knokle for at få 300 kr eller for at få 40 kr., så ved du nok også hvad du selv vælger.

Bagsiderne og mine anbefalinger

Som overvejelserne viser, så er der også bagsider. Du kan risikere at oparbejde en konkurrence du ikke ønsker, udelukkende på baggrund af dine egne fee for salg. Specielt tele- og fagforeningsbranchen lider i dag under dette.

Min konklusion på det hele er at det i langt de fleste tilfælde fint kan betale sig at tilmelde sig et affiliate netværk som webshopejer. Affiliates er kreative og kan hjælpe dig med at skaffe salg du ikke havde fået ellers. Så kom igang og lav en aftale der er god for jer begge.

Hvilke netværk kan anbefales?

Dette afsnit er tilføjet på baggrund af kommentar spørgsmål.

Som webshopejer vil jeg vælge netværk ud fra følgende:

  • Er der startgebyr for at starte op?
  • Hvor stor en andel af det samlede fee tager netværket? Jo mere til sidste led i kæden jo bedre, da det giver mere effekt.
  • Har netværket andre sites og programmer i samme branche? Det kan være en fordel at de har.
  • Hvordan er netværkets hjemmeside overfor affiliates? Hvis det er umuligt at finde rundt, så vil kun få finde dit program, og dermed mindskes dine chancer.
  • Giv flere netværk et kald, og tag en snak med dem. Kommunikerer i godt sammen, så er der plus på den konto.
  • Tjek gerne økonomien i netværket – der er flere der er gået konkurs de sidste år.

Af netværk kan følgende nævnes (i vilkårlig rækkefølge):

Personligt synes jeg langt de fleste netværk har en skræmmende ringe side til deres partnere, det er typisk meget komplekst at finde og igangsætte kampagner. Et netværk som Partner-Ads er ikke voldsomt stort, men til gengæld er det min fornemmelse at Ken (der driver netværket) arbejder godt for sagen. Så igen, hvad er man til som webshopejer…?

Hvis du vil vide mere om hvordan man bruger affiliate til at øge omsætningen, så tjek denne video ud fra de herrer Mikael Rieck og Anders Saustrup.

 

Posted in Online Marketing | Tagged , | 14 Comments

Ny blog – hej verden

Dette er ikke mit første website eller blog, faktisk blogger jeg allerede tre steder om webanalyse og skriver desuden gæsteindlæg, artikler på nyhedsmedier og indtil videre en bog. Så hvorfor starte endnu en blog og et site?

Jeg har ingen forventninger til hverken fast eller høj frekvens, men derimod vil indholdet på dette site være anderledes end på mine webanalyse blogs. Her er ordet frit, jeg vil skrive om alt fra min erfaring med egne projekter, alt om online marketing, mit job hos Just-Search, og i øvrigt alt fra skøre indfald til seriøse tanker fra de daglige sysler.

Ideen til bloggen kom bl.a. fra at jeg gerne vil dele nogle af de mange erfaringer jeg har gjort mig i udarbejdelse af mit webshopindeks projekt. Det vil ikke passe på webanalytiker.dk men jeg vil så gerne dele det med jer alle :)

Så rigtig hjertelig velkommen, og jeg håber du vil læse med her også.

Posted in Diverse | 1 Comment