Iværksætter råd – mine egne erfaringer

I anledning af Iværksætter ugen i uge 46 vil jeg gerne dele mine erfaringer, oplevelser og gode råd til alle, der overvejer at starte selv.

Nu er jeg for alvor fuldblods iværksætter. Jeg har leget semi-iværksætter i 2 år med virksomheden Kipimo, men gik all in for nogle måneder siden med virksomheden Webjuice.dk.

Skal jeg starte firma selv eller sammen med andre?

Inden Søren og jeg startede Webjuice.dk overvejede vi meget om hvad der var bedst. Vi kunne starte hver for sig og stadig arbejde sammen, men vi kunne også starte sammen og dele alt på godt og ondt. Vi valgte det sidste og jeg er utrolig tilfreds med beslutningen.

Ved at være to (eller flere) giver det mulighed for at sparre om beslutningerne, føle der løftes i flok, man er flere til at fejre succes, og ikke mindst flere til at løfte det hele når det går mindre godt.

Jeg vil derfor klart anbefale at starte op sammen med andre, men med følgende i baghovedet:

  • I skal kunne supplere hinanden fagligt – ikke være to ens profiler
  • Jeg tror klart det er en fordel at i kender hinanden på forhånd, så i ved hvad i kan forvente
  • Økonomisk set skal i tjene det dobbelte hvis i er to, tre gange så meget hvis i er tre osv. Så overvej om det er realistisk at i ved at være to kan tjene det dobbelte
  • Hav ens forventninger om både produktet/servicen og om hvordan firmaet skal køres. Snak det godt igennem inden i beslutter jer for at starte op

Hav en god økonomisk buffer

Uanset hvad du tror og har af tanker, så kommer der flere udgifter end du regner med. Nye virksomheder er underlagt kvartalsmoms (efter næsten 2 år med Kipimo har jeg først endelig fået halvårs moms), hvilket koster tid og penge til regnskab – enten system eller bogfører.

Som iværksætter skal du ikke forvente støtte og hjælp fra det offentlige. Så oveni bøvlet med momsafregning hver 3 måned, så kan du forvente en dumme-bøde i form af affaldsgebyr. Trods indsigelser mv måtte jeg slippe 1800 kr første år. I år har jeg fået en regning på 2500 kr. Det kan undgås med den rette branchekode, og det ændres formentlig fra 2012. Meeen, undgår du affaldsgebyr, så får du nok et administrationsgebyr i nakken i stedet.

Der er mange flere udgifter fra start (it udstyr, lokaler, transport udgifter, indretning til nyt kontor, programmer, depositum til kontorlokale og meget mere), så vær sikker på at have en god buffer til dette.

Forvent ikke løn fra start

Det lyder måske helt oplagt, men man kan godt tænke at man hurtigt får opgaver ind, og så er der løn til måned 1. Meeen, først skal virksomhederne lige faktureres. Dernæst skal de betale, og det sker ikke nødvendigvis til tiden. Og først derefter kan du overveje at hive lidt ud. Så hav økonomi på plads til 1-3 måneder helt uden løn. Så er der også langt mere ro i maven og mulighed for fokus på forretningen.

Hav dit netværk i ryggen

Uanset om du vil starte noget online, sælge varer, services, konsulenttimer eller noget helt andet, så vil du nu mere end nogensinde før have brug for dit netværk. Det gælder både business netværk, men også familie og venner. Skal du i gang, så koster det hårde dage, op og nedture, og brug for råd og hjælp. Så inden du kaster dig ud i det, så sørg for at have opbakning fra familien, nogle der vil høre på dig når det går godt, nogle der vil støtte dig og sparke dig videre når det går mindre godt, og forhør dig evt. hos dem i dit business netværk du har størst forventning til opbakning fra.

Personligt ville jeg aldrig starte op hvis jeg ikke havde mit netværk på plads.

Kend din risiko villighed

Jeg er fedtspiller. Jeg springer ikke bare ud i det, og selv da jeg gjorde var jeg noget nervøs for hvordan det skulle gå. Det var på trods af at jeg har mere end 500 forbindelser på linkedin, som jeg kender fra tidligere samarbejde, jeg får forespørgsler ugentligt, jeg har flere projekter jeg ville kunne bruge mere tid på så de gav endnu mere, jeg har gode relationer til folk som Martin Thorborg, og vi derfor fik en flyvende start med kontor hos Amino. Det viste sig også hurtigt at Webjuice.dk fik en flyvende start, vi har masser af spændende kunder, får løn allerede, og har fantastiske muligheder fremadrettet. Men trods alt dette var jeg i tvivl om det kunne gå.

Hvis du heller ikke er så risikovillig, så start først når du føler det er det rigtige tidspunkt.

Omvendt… Så skal du heller ikke være så nervøs, for så bliver man aldrig iværksætter. Der ER en stor risiko forbundet med det. Hvis du har en fall back strategi, så kan du maksimalt miste et par månedslønninger så få fingeren ud og kom igang inden det er alt for sent.

Sig fra

Når det går løs, så skal du have armene åbne for muligheder, for det er nu der skal smedes. Men en vigtig pointe er også at kunne sige fra. Siden vi annoncerede vores opstart har vi fået utrolig mange tilbud og forslag om alt fra underleverandørroller, kontorpladser, investorer på projekter, merging af selskaber og meget mere. Det lyder alt sammen spændende, men havde vi sagt ja til det meste, så havde vi ikke haft så god en start som vi har. Så vær ikke bange for at sige nej, selv om det lyder interessant. Hvis du har behov for løn hurtigt, så hjælper det ikke at bruge al din tid i starten på et projekt der først giver afkast om 12 måneder, uanset potentialet.

Det bliver hårdt arbejde

Tro ikke på andet. Ligegyldigt hvor stort potentialet er og hvor godt det ser ud på forhånd. Du skal knokle, du får 14 timers dage og du får sved på panden. Så tror du andet, så tro om igen (med mindre du er ligeglad med økonomien selvfølgelig).

Hav en exit plan

Nogle vil formentlig ikke være enig med mig i denne. Men jeg vil anbefale at have en exit plan. Hvis det ikke lykkedes, så vær klar med en plan til at komme retur på andre projekter/arbejde, hvor du får løn  til huslejen fra. Argumentet for dette er at det giver ro til at fokusere på det du laver, frem for at frygte at det ikke går, og hvad man mon så skal finde på. Det er allerede på plads, så drop de tanker – fokuser i stedet på din forretning. Og sørg så for at du aldrig skal bruge din exit-plan.

Husk at nyde det

Du risikerer ikke at få løn, du får offentlige gebyrer i nakken, du får stress over at mangle kunder/sælge varer, du skal knokle osv osv. Men det er jo mega fedt at være selvstændig, så det sidste råd herfra er at huske at nyde det. Husk hvorfor du gjorde det. Husk hvilke fantastiske muligheder du har som selvstændig. Husk at du kan planlægge din arbejdstid som du har lyst. Husk du ikke har nogen chef at stå til ansvar overfor. Husk det er din unikke mulighed for at skabe noget, du kan være stolt over. Så husk at nyde det – for det er en fornøjelse at være selvstændig 🙂

This entry was posted in Online Marketing. Bookmark the permalink.

4 Responses to Iværksætter råd – mine egne erfaringer

  1. Nogen der kan byde ind med hvad ‘korrekte’ brancher så måtte være?

  2. Hej Jens

    hvad mener du med den “korrekte branche”? Hvis du tænker på branche kode, så prøv at se mit indlæg om dette her http://www.jacob-kildebogaard.dk/2011/05/sadan-skifter-du-branchekode/

  3. Ahh – ja. Så kan jeg se hvorfor jeg intet har hørt om skraldet 🙂

  4. Rigtig godt. Denne her post burde være obligatorisk læsning for alle, der overvejer at blive selvstændige.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *